HVORFOR VALGTE JEG COACHING?

✔✔ -

LIVSKRISE - Hvilken vej skulle jeg vælge? - et godt spørgsmål

- ✔✔

Det er ikke muligt for mig at sætte en finger på en bestemt begivenhed eller tidspunkt, hvor jeg, højt for mig selv, sagde ...
   … jeg vil være coach, kropsterapeut og sexolog

Der ligger en længere personlig udviklingsrejse bag, som startede i foråret 2010.

 

Startede med et helvedes år
2009 havde været et helvedes år for mig - jeg var dog ikke selv klar over det, mens året forløb:

Min egen far havde året før fået konstateret Parkinsons … den version, hvor personen til sidst ikke kan bevæge sig, musklerne bliver langsomme og træge. Hans kone måtte til sidst få ham på et plejehjem, kun 69 år gammel, i nærheden af hvor de boede på Lolland på daværende tidspunkt, da hun ikke mere kunne have ham hjemme - og alene tage vare på ham.

Min fars kone får solgt huset på Lolland og købt en lejlighed i Lyngby tættere på hendes egne 2 børn   … så vi skal have min far flyttet tættere på os.

Jeg bruger hele første halvdel af 2009 på at komme i dialog med kommunen for at få min far flyttet fra sin bopælskommune på Lolland til Københavns kommune på et plejehjem tættere på min reservemor og mig - alt dette sker, imens jeg er vidne til, at min far mere og mere forsvinder ind i sig selv, og vi omkring ham har svært ved at komme i kontakt med ham - jeg vidste ikke om han forstod, hvad jeg sagde, da han ikke kunne kommunikere, så jeg kunne forstå ham.

Efteråret 2008 havde min mor fortalt mig, at min papfar havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen … så på et tre kvart år ser jeg en mand, der har været som en far for mig fra jeg var 8 år, forsvinde fra 85 kg til 40 kg.

Samtidig med alt det omkring min far og min støtte til hans kone, skal jeg også være der for min mor under min papfars kræftforløb og hans ’forsvinden ind til ingenting’.

 

Uro på jobbet - presset på hjemmebanen
Foråret 2009 arbejder jeg i Københavns Lufthavn (CPH) i deres SAP afdeling. IT-ledelsen beslutter at udlicitere alle vores SAP aktiviteter til Capgemini uden rigtig at fortælle, hvad der helt præcist skal ske med mig og mine andre SAP kollegaer hos CPH, hvilket gav en stor usikkerhed og utryghed i afdelingen … jeg ser mig selv lave opgave- og vidensoverlevering til Capgeminis indiske kollegaer, hvilket foregår på engelsk – i en periode på flere måneder har jeg mere eller mindre 2 inder hos mig hele tiden i min arbejdstid   … jeg, som er en person, der har brug for ’alene-tid’ til at blive ’ladet op’, er her kommet på hårdt arbejde.

Parallelt med alt dette er min mand ved at lave en større opgave på hans Organisationspsykologi-studie på Roskilde Universitet, så han ’burrer sig inde’ på mange hverdage og weekender for at få færdiggjort opgaven, så der står jeg alene med 4 børn.

Så alt dette står jeg midt i forsommeren 2009 … uden rigtig at tænke videre over det pres alt dette giver mig, holder jeg ’fanen højt’, ’skruen i vandet’, får en hverdag til at glide med 4 børn på den gang 7, 9, 12 og 14 år.

 

Mister far og papfar i samme halvår
Min papfar dør så på en fantastisk varm og mild sommerdag i starten af juli hjemme i sin egen seng med min mor, mig og hans egne to børn omkring sig - en uge inde i børnenes skolesommerferie, min egen far bliver indlagt på hospitalet grundet allergisk reaktioner i lungerne, der stammer fra, at han fejlsynker sin mad, som ryger i lungerne i stedet for i spiserøret. Hospitalet får ham stabiliseret og han kommer tilbage til sit plejehjem på Amager og sensommeren fortsætter med at besøge min far på plejehjemmet og lave vidensoverdragelse på arbejdet … ingen tid til refleksion over tabet af min papfar.

Min ældste datter på dengang 12 år begynder at få ondt i maven hen over sommeren 2009 – jeg ser mig selv afsætte tid til gå til egen læge med hende, for dernæst at blive henvist til Hvidovre Hospital til yderligere undersøgelser … der bliver taget 12 forskellige blodprøver og vi får den besked, at der ikke er noget fysisk i vejen.

I løbet af efteråret bliver min far indlagt for 2. gang på hospitalet grundet allergisk reaktion i lungerne. På arbejdet er jeg stadigvæk i gang med vidensoverdragelse samtidig med at jeg laver lobby-arbejde på at få oprettet en ny afdeling i forretningen, så jeg og en kollega kan arbejde her i stedet for i SAP afdelingen i IT, som der stadigvæk ikke er blevet meldt ud om, hvad der skal ske med.

I efteråret ser jeg mig selv komme med undskyldninger for hvorfor jeg, på hverdage, ikke kan få tid til at besøge min far på plejehjemmet.

En efterårsdag tager jeg mig selv i at stortude på vej hjem på cykel efter at have besøgt min far på plejehjemmet - det hele begynder at påvirke mig uden, at jeg på det tidspunkt stopper op og tænker over det, jeg fortsætter bare med at gå på arbejde og være ’motoren’ for familien derhjemme.

På arbejdet har jeg og min kollega, i dialog med ledelsen, fået oprettet den nye afdeling i forretningen og jeg flytter afdeling. CPH er gået i gang med at søge efter en leder til den nye afdeling, samt yderligere en kollega til afdelingen, da min anden kollega i den nye afdeling går på barsel i starten af december.

2 uger før jul 2009 bliver min far igen indlagt på Amager hospital - nu for 3. gang. Efter at have siddet hele natten sammen med min reservemor og våget over ham - mine 2 halvbrødre havde været forbi hospitalet, de tre er taget ud for at få noget at spise, jeg er taget hjem for at tage en lille lur og et bad, inden jeg ville komme tilbage til hospitalet … min far udånder om eftermiddagen den 15. december 2009 alene i sin hospitalsseng.

Jeg holder 2 ugers juleferie og skal da tilbage på arbejdet i januar og hilse en ny chef og ny kollega velkommen. Jeg kan slet ikke overskue at skulle forholde mig til to nye personer, som jeg ikke kender … men på daværende tidspunkt er der kun mig i den nye afdeling, så jeg må simpelthen finder nogle ukendte og ekstra ressourcer frem for at skulle møde op den første arbejdsdag i 2010 og byde dem velkommen.

 

Datter med problemer og nye kollegaer på arbejdet
I starten af januar er min datter, grundet hendes maveproblemer, blevet henvist til en børnepsykolog på Hvidovre hospital, og hun har været der 2 gange.

Det trækker store veksler på mig med to nye personer at forholde mig til på arbejdet. Det viser sig hurtigt, at den nye chef ikke har den store empati og jeg føler mig ikke set og hørt, og lægger et stort pres på mig selv på at skulle være positiv, energisk og fuld af gå-på-mod, når jeg møder på arbejde for at vise mig fra min bedste side, især over for en ny chef, som ikke kender mig endnu.

Den tredje gang med min datter på hospitalet hos børnepsykologen er jeg med inde, og her siger børnepsykologen, at grunden til, at min datter har maveproblemer, skyldes, at hun er en meget sensitiv pige, og hun har det skidt, fordi hendes mor har det skidt.

Så mange år efter berører det mig stadigvæk utroligt dybt, når jeg sidder her og skriver, at min datter havde det dårligt, fordi hendes mor, mig, havde det dårligt, men at jeg, på det tidspunkt, ikke selv var klar over, at jeg havde det dårligt … eller jeg ville ikke tillade mig at mærke efter, eller havde ikke overskud til at mærke efter.

Jeg får en klump i halsen og gråden sidder lige under overfladen, når jeg tænker på, at min datter dengang havde det dårligt, fordi hendes mor ikke kunne mærke sig selv.

Tilbage til januar 2010 - jeg går ’rundt om den varme grød’ i hele tre dage med en skrevet sygemelding på mail, som jeg ikke kan få mig selv til at sende til min chef.

Jeg er ud af en familie, hvor man ikke er syg … forstået på den måde, at der skal virkelig en god grund til at være syg - et brækket ben eller andet fysisk.

Men dette jeg havde nu, var ikke noget fysisk … det var mentalt og svært at forklare – jeg kunne ikke overskue ting, blev glemsom, havde bare ikke energi og svært ved at bevare positivt syn på situationer, blev grådlabil over ingenting.

 

En sygemelding på vej
Det ender dog med, at jeg får sendt min sygemelding, og bliver hjemme fra arbejde i en periode på 4 måneder.

Fra at have haft ’paraderne oppe’, ’holdt en facade’, holdt mig selv oppe ved ren jernvilje, ser jeg mig nu ryge yderligere ’ned i kulkælderen’ efter at have meldt mig syg. Jeg vælger at gå ture på stranden hver dag i en bidende vinterkulde, men godt klædt på … i en periode på 14 dage, har jeg ’on-and-off’ glimt af selvmordstanker, mens jeg går mine ture - meget meget skræmmende, så skræmmende, at jeg holder det for mig selv.

Jeg er på det tidspunkt startet hos en psykolog, som min virksomheds sundhedsordning betaler   …meget af min snak med hende går med sorgbehandling over tabet af min far.

Mine glimt af selvmordstanker fortæller jeg, på daværende tidspunkt, som sagt ikke til nogen - ikke min psykolog, ikke min mand.

Instinktivt vidste jeg, at det ville min mand slet ikke kunne rumme, og dermed ikke kunne være en støtte for mig.

At jeg ikke fortalte det til min psykolog, skyldtes, at så længe jeg ikke sagde det højt, så var det ikke noget, jeg reelt gik og tænkte. Hvis jeg først sagde det højt, så blev det for virkeligt og en mulig udvej, som jeg jo heller ikke kunne overskue … hvordan kunne jeg dog gå og have sådanne tanker, når jeg havde 4 børn, der stadigvæk havde brug for deres mor … der var også noget skam forbundet med at have de tanker, og dermed kunne det ikke siges højt til nogen.

Her flere år efter kan jeg se tilbage på, at det, at jeg mere eller mindre selv kæmpede mig igennem det helvede og den ensomhed, jeg følte, har givet mig en tro og en selvtillid på, at jeg kan meget mere end jeg tror - vedrørende selvbeskyttelse og selvopholdelsesdrift - jeg besidder en indre styrke, som er meget kraftfuld.

Hele det med at side over for en person, i dette tilfælde min psykolog, at være i dialog omkring nogle af de inderste tanker, var en fantastisk oplevelse og lidt af en åbenbaring for mig.

Det skulle senere vise sig at blive starten på min personlige udviklingsrejse.

 

Starten på min personlige udviklingsrejse
I mine 4 måneder, hjemme, bruger jeg en del tid på at undersøge mulighederne for at starte på en psykoterapeut uddannelse eller lignende - jeg vil bare have mere   … mere af det med at føle og mærke i kroppen, og ikke så meget med at være i hovedet.

Jeg vælger dog først at starte på et personligt forløb, der spænder over et år med 5 moduler startende torsdag aften til søndag eftermiddag per modul … en fire årige psykoterapeut uddannelse var for stort og uoverskueligt på daværende tidspunkt.

En fantastisk rejse bliver begyndt, hvor jeg får en masse viden om mig selv, mine reaktionsmønstre og meget mere - utroligt berigende. Undervejs kommer jeg tilbage på arbejde, skifter job, klør på indenfor samme branche (IT), som jeg har arbejdet med i rigtig mange år.

Men under overfladen rumsterer det - en slags uro og utilfredshed melder sig   … der er blevet vækket en længsel i mig, som jeg ikke endnu helt kan få sat ord på eller ved hvad indeholder. Denne uro bliver uudholdelig i efteråret 2013 og meget impulsivt vælger jeg at melde mig på et 2 årige coachforløb uden de store tanker om, hvordan det lige passer ind i det, jeg ellers laver i mit arbejdsliv.

Så skal jeg nok love for, at der starter lidt af en rejse - jeg kommer hurtig ud af min komfortzone   … på første modul ser jeg mig selv sat i coach-rollen, mens der er andre, der er vidne til det … så blev jeg vist lige ramt på nogle skyggesider; om altid at ville lave alt perfekt; om ikke at fejle; om angst for feedback.

 

Finder ro, balance og ind til mig selv
Undervejs i min coaching-uddannelse får jeg en fornemmelse af, at jeg finder ind til den gode ’gamle’, oprindelige Vibe fra min teenageår   … en der har styrker som empati, er god til at ’læse’ og mærke andre, en der gerne vil hjælpe, støtte og udvikle andre. Nogle styrker, som har været ’sat på vågeblus’, mens jeg tog min akademiske uddannelse og efterfølgende i min lange karriere i IT-verdenen.

Undervejs i min coaching-uddannelse bliver jeg mere og mere bevidst om mine egne kerneværdier, hvad er vigtigt for mig, hvad vil jeg gerne lave og bidrage med her i verdenen.

Når jeg ser tilbage på mit meget impulsive valg, hin dag i efteråret 2013, der faldt på coaching og ikke psykoterapeut, så har der været noget intuitivt i mig - et større kosmos, der styrede mig i mit valg af coaching og ikke psykoterapeut - for set her længere nede af vejen, så er coaching, hvor man tager udgangspunkt i nuet og arbejder fremadrettet, lige det jeg brænder for, lige det der giver mig energi og glæde … at se et menneske blive mere bevidst om egne værdier, få nogle værktøjer og lagt en handlingsplan, så vedkommende kommer nærmere sine værdier, drømme og mål, er FANTASTISK og LIVGIVENDE.

 

Fremtiden
Jeg står nu foran en rigtig spændende periode i mit liv, hvor jeg skal finde plads og muligheder for at få min coaching-forretning til at blomstre og finde et leje, så det balancerer med min IT-forretning.

 

Jeg glæder mig  :o)

 

Amager, den 2. august 2015

LIVSTJEK.dk - To hjerter og et mål

To hjerter og et mål, tegnet af min datter, Thyra, da hun var 13 år

<

 

Livstjek - LOGO Hjerte fra træ - jord-orange

livstjek-underskrift-i-kaushan-script-vibe-kielstrup-franzen

Sexolog, Life Coach, mentor og inspirator
Kropsterapeut med RAB godkendelse
ÅndedrætsTræner©
Amager
tlf. 40 62 42 02
www.livstjek.dk
---
Faceboo icon - rund Vibe Kielstrup Franzen, Livstjek - Kropsterapeut og Lifecoach på Facebook

Faceboo icon - rundVibe Kielstrup Franzen - Vildkvinde og Sexolog på Facebook